Kort nyt

I dag

Udland

31-årig reddet ud af grotte efter stenskred på Sardinien

En 31-årig mand er blevet reddet ud af en grotte på den italienske ø Sardinien efter at have været fanget i 26 timer på grund af et stenskred. Det skriver The Guardian. Manden var fanget ti meter under jorden, og der måtte en omfattende og kompliceret redningsaktion til for at redde den 31-årige ud. Manden udforskede grotten med sin kæreste, som akkurat undgik skredet.

Udland

Ny Hollywood-film risikerer stort flop

Billetsalget til den satiriske komediefilm ’Digger’, hvor Tom Cruise spiller hovedrollen, faldt med 60 procent i løbet af filmens anden weekend i biograferne, og ifølge analytikere kan filmen stå overfor et tab på 245 millioner dollars. Det skriver BBC, The Guardian og Variety. Filmen har foreløbigt indbragt 35 millioner dollars, og med et budget på 280 millioner til produktion og markedsføring kan filmen blive en af de største filmflop i Hollywoods historie.

Samfund

Grønlandsk oppositionsparti vil have USA-aftale til folkeafstemning

Sikkerhedsaftalen mellem USA, Danmark og Grønland er mandag blevet førstebehandlet i Grønlands parlament, Inatsisartut. Det skriver Ritzau. Under behandlingen har resultatet af aftalen fået kritik fra oppositionspartiet Naleraq. Partiets formand, Pele Broberg, siger, at "aftalen omsætter vores lands betydning til rettigheder for USA". Naleraq ønsker at sende aftalen til folkeafstemning efter "grundig oplysning".

Basketball

Michael Jordan-trøje solgt for rekordbeløb

En signeret Michael Jordan-spilletrøje båret for Chicago Bulls i NBA-finalen i 1998 er på en auktion blevet solgt for 14 millioner dollars, svarende til 93,6 millioner danske kroner. Det er det dyreste basketballklenodie, der er blevet solgt nogensinde, skriver ESPN.

Krimi

Politi leder efter personer bag hagekors-hærværk

To personer malede lørdag aften hagekors og racistiske budskaber på Gorch-Fock-skolen i den sydslesvigske by Kappel. Hærværket blev ifølge Flensborg Politi udført på både bygninger, vinduer og affaldscontainere ved 18-tiden, skriver tvSyd. De to personer flygtede, og politiet søger nu vidner, der kan hjælpe med at identificere dem. En af de mistænkte bar en sort hættetrøje og hvide bukser, mens den anden beskrives iført en grøn hættetrøje.

Samfund

Pia Kjærsgaard får eget tv-program

Den tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard får sit eget samtaleprogram på dk4. Det oplyser tv-stationen i en pressemeddelelse ifølge Ritzau. Programmet skal bære titlen 'Nu spørger jeg bare med Pia K', hvor Pia Kjærsgaard taler med forskellige personer om kultur, scenekunst, litteratur, musik og samfund. Ifølge dk4's tv-guide er folketingsmedlem Mai Mercado (K) første gæst.

Udland

Pave Leo aflyser alle sine begivenheder frem til 20. oktober

Pave Leo aflyser alle offentlige begivenheder indtil 20. oktober på grund af en planlagt operation efter fund af en lungeknude. Det oplyser Vatikanet ifølge Reuters. Den 71-årige pave forventes at blive indlagt til operation tirsdag morgen. Søndag kom det frem, at knuden var blevet fundet i forbindelse med en helbredsundersøgelse af paven.

Krimi

Københavns Politi efterlyser tiårig dreng

Københavns Politi leder i øjeblikket efter tiårige Muhamad, der mandag er gået fra sit hjem på Amager omkring klokken 16. Drengen er gået i ukendt retning og er iført grå jakke, sorte gummistøvler samt en sort rygsæk. Det skriver Københavns Politi på Politi Update. Politiet beder personer, der måtte have set Muhamad, om at kontakte dem på 114.

Samfund

Kirke udsat for gentagne tilfælde af hærværk med afføring

Skødstrup Kirke nord for Aarhus har været udsat for gentagne tilfælde af hærværk og tilsvining, hvor kirkens toiletter er blevet smurt til med afføring ud over toiletter, håndvaske, vægge og gulve. Det skriver TV2 Østjylland. Derfor må kirken ændre praksis, således at toiletterne nu vil være lukket uden for personalets arbejdstid i en periode.

Samfund

Samfundsdebattør skal være forstander på Jaruplund Højskole

Christian Egander Skov skal være ny forstander på Jaruplund Højskole, der ligger syd for Flensborg i Sydslesvig. Det oplyser højskolen i en pressemeddelelse. Den 41-årige historiker, forfatter og samfundsdebattør overtager posten fra den 70-årige Karsten B. Dressø, der har været forstander gennem 12 år, og som nu går på pension.

Trafik

Togstrækning ramt af forsinkelser og færre tog i uge 42

DSB forventer, at der kører færre tog mellem Odense og Fredericia til og med søndag 18. oktober. Det oplyser DSB på sin hjemmeside. Årsagen er, at der siden 9. oktober har været signalfejl mellem Middelfart og Odense. Foreløbig er alle regionaltog mellem Odense og Fredericia erstattet af togbusser, mens intercity- og intercitylyntog samt internationale tog mellem København og Hamburg kører normalt. Rejsende må forvente forsinkelser grundet lavere hastighed på dele af strækningen.

Udland

Dronning Sonja fjernet fra siden for medlemmer af Norges kongehus

Den norske dronning Sonja er mandag blevet fjernet fra hjemmesiden over medlemmer af kongehuset og er nu i stedet en del af siden for øvrige medlemmer af den norske kongefamilie. Det skriver NRK. Kongehuset består nu af kong Haakon, dronning Mette-Marit og kronprinsesse Ingrid Alexandra. Ordet "kongefamilie" omfatter blandt andet monarkens øvrige familie, som dronning Sonja nu er en del af, udtaler kongehusets kommunikationschef Guri Varpe. Ændringen er sket i forbindelse med, at hoffet har afsluttet sin sørgeperiode efter kong Haralds død.

Krimi

Brandvæsenet rykket ud til brand ved Aarhus havn

Flere køretøjer fra Østjyllands Brandvæsen er mandag eftermiddag rykket ud til en industribrand ved Aarhus Havn. Det oplyser vagtchef Johnny Damgård til TV2 Østjylland. Ifølge brandvæsenet er der tale om en virksomhed, hvor noget ulmer. Syv køretøjer er rykket ud til opgaven.

Udland

To døde i styrt med militært øvelsesfly i Pakistan

To pakistanske piloter på et militært træningsfly er mandag blevet dræbt i et flystyrt i det sydvestlige Pakistan. Det oplyser landets militær ifølge AP. Ifølge militæret er årsagen en teknisk fejl. Både landets præsident, Asif Ali Zardari, og premierminister, Shehbaz Sharif, har udtrykt medfølelse med piloternes familier.

Samfund

Klargøring af beskyttelsesrum kan koste op mod tre milliarder

Klargøring og istandsættelse af alle landets 1694 beskyttelsesrum – også kaldet betondækningsgrave – vil kunne koste mellem to og tre milliarder kroner. Det oplyser minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen (SF) i et folketingssvar ifølge fagmediet Licitationen. Hvis det kun er de 831 betondækningsgrave, der i forvejen opfylder en række basale krav, som skal renoveres, vurderes det at koste mellem 500 millioner kroner og én milliard kroner. Vurderingen er behæftet med "væsentlig usikkerhed".

Udland

H&M undersøger muligt hackerangreb

H&M undersøger et muligt hackerangreb. Det oplyser den svenske tøjgigant til Expressen. Indtil videre er der ikke nogen indikationer på, at der har været et brud på dens datasikkerhed, oplyser virksomheden. Meldingen kommer, efter at den britiske modegigant Asos i sidste uge var udsat for et hackerangreb. Her sendte hackerne en push-notifikation til virksomhedens kunder, hvor de truede med at lække kompromitteret data.

Udland

Deling af brugeres oplysninger på datingapp udløser millionbøde

Det norske datatilsyn har ifølge Reuters udstedt sin største bøde nogensinde til det Microsoft-ejede selskab Xandr på 92 millioner norske kroner. Det svarer til cirka 64 millioner kroner. Ifølge tilsynet har selskabet ulovligt videregivet følsomme oplysninger om seksuel orientering om brugere på datingappen Grindr til tusindvis af annoncører i perioden fra juli 2018 til april 2020, lyder det.

Udland

Pave Leo forventes indlagt tirsdag morgen

Pave Leo forventes at blive indlagt tidligt tirsdag morgen, hvor han formentlig vil gennemgå en operation efter fund af en lungeknude. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Meldingen kommer, efter at det søndag kom frem, at den 71-årige pave skulle opereres "i de kommende dage", da en knude blev opdaget under en nylig helbredsundersøgelse.

Udland

Franske supermarkeder ramt af cyberangreb – skruede temperatur op

To store franske supermarkedskæder er mandag blevet ramt af et cyberangreb. Det oplyser de to kæder, Intermarché og Coopérative U, til Reuters. Ifølge de to supermarkedskæder fik cyberangrebet deres køleskabe til at skrue temperaturen op. Omkring 150 til 200 Intermarché-butikker blev ramt af angrebet og næsten 100 Coopérative U-butikker, lyder det.

Udland

Carlsberg-partner ransaget i Japan efter mistanke om karteldannelse

Carlsbergs samarbejdspartner Sapporo Breweries er sammen med tre andre af Japans største ølproducenter blevet ransaget som følge af mistanke om karteldannelse. Helt konkret er de mistænkt for at have samarbejdet om at hæve priserne på drikkevarer i april sidste år og i oktober 2022. Det skriver Finans. Carlsberg understreger over for mediet, at producenten ikke er blandt de mistænkte bryggerier.