Kontroversiel amerikansk virksomhed har adgang til fortrolige oplysninger hos dansk politi
En amerikansk virksomhed med tætte forbindelser til USA’s efterretningstjenester og Trump-regeringen har direkte adgang til følsomme oplysninger hos dansk politi.
Som leverandør af politiets såkaldte ’supervåben’, det digitale efterforskningssystem POL-INTEL, yder medarbejdere fra softwarefirmaet Palantir nemlig »på konsulentbasis bistand til politiet i forbindelse med udvikling, drift, vedligeholdelse og brugersupport«.
I den forbindelse har konsulenterne fra Palantir »adgang til de data, der opbevares og udstilles i POL-INTEL«.
Det fremgår af en udtalelse fra Rigspolitiet, som daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) oversendte til Folketinget i 2021. Ud over politiet benytter også PET Palantirs system. Mediet Ingeniøren har skrevet, at det samme gælder Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvilket dog ikke er officielt bekræftet.
De Palantir-ansattes adgang til politiets data vakte ikke nogen videre opsigt i offentligheden tilbage i 2021. Men siden har USA som bekendt fået en præsident, der truer dansk suverænitet med sit erklærede mål om at overtage Grønland.
»Trump er de facto ved at afmontere de checks and balances, der er i systemet. Derfor er der bare en ny virkelighed, også i forhold til et system som Palantirs,« siger Jacob Kaarsbo, tidligere chefanalytiker i FE.
De danske myndigheder og politikere bør overveje, om Palantirs adgang til politiets system er betryggende. Det mener Vasilis Galis, professor ved IT-Universitetet, som har forsket i politiets brug af Palantir-systemet.
»Der er et klart datasikkerhedsspørgsmål,« siger han.
»Palantir har adgang til nogle af de mest følsomme databaser i Danmark. Er der ikke et problem der? Er der nogen, der har tænkt sig at tale om det?«
Palantir har tætte forbindelser til de amerikanske efterretningstjenester. De er ikke bare virksomhedens kunder. Det er offentligt kendt, at CIA’s investeringsfond In-Q-Tel investerede i Palantir i opstartsfasen.
Palantir er stiftet af blandt andre den amerikanske rigmand Peter Thiel, der fortsat er bestyrelsesformand. Han har en nær relation til præsident Trumps regering og i særdeleshed til vicepræsident J.D. Vance.
Peter Thiel kan også kobles til kontroverserne om Grønland.
Ifølge avisen The Wall Street Journal har han skudt et større millionbeløb i organisationen Praxis, der har udtrykt ønske om at etablere en form for libertariansk utopia i Grønland.
Nyhedsbureauet Reuters rapporterede tidligere på måneden, at Thiel støtter op om ideen, og at hans gamle forretningspartner Ken Howery, der er Trump-regeringens kommende ambassadør i Danmark, tager forslaget seriøst.
Peter Thiels talsmand har afvist, at han skulle være involveret i »nogen planer eller diskussioner angående Grønland«.
Okkulte ideer
Jacob Kaarsbo, den tidligere chefanalytiker i FE, betegner netværket omkring Peter Thiel som »rabiat« og ideen bag Praxis som »nærmest okkult«.
»Du er afhængig af en platform, som bliver styret og ejes af sådan nogle typer. Normalt ville jeg kalde det ren sølvpapirshat, men det er desværre virkelighed og personer med stor indflydelse på Trump,« siger han.
»Jeg er bestemt ikke tryg ved det.«
Ud over risikoen for spionage er han bekymret for, at Trump-regeringen vil kunne udnytte dansk politis afhængighed af Palantir til at presse Danmark – for eksempel ved at true med at lukke ned for systemet.
Problematikken med Palantir gælder ikke kun dansk politi og PET. Virksomheden er også leverandør til »europæiske efterretningstjenester«, fortæller Jacob Kaarsbo, der af fortrolighedshensyn ikke vil fortælle, hvilke tjenester han henviser til. Han mener generelt, at man i Europa bør gøre sig mere uafhængig af USA – også når det gælder et system som Palantirs.
»Det er ikke, fordi vi ikke kan finde ud af at lave den form for systemer i Europa. Amerikanerne har bare været dygtige til at lave noget hurtigt, smart og billigt,« siger han.
Den norske avis Morgenbladet skrev i marts, at norsk politi har besluttet ikke at forlænge sin kontrakt med Palantir, når den udløber i 2027. Ifølge norsk politi er beslutningen truffet, fordi man kun benytter Palantirs løsning i en del af politiets sagsbehandling, mens virksomheden ønsker, at kunderne implementerer den i hele deres virksomhed.
Det ville være fornuftigt af dansk politi og andre europæiske kunder at træffe en tilsvarende beslutning, mener Jacob Kaarsbo.
»Så kunne man måske sige, at der er nogle udfordringer med systemet eller lignende. Man behøver jo ikke lave en endnu større geopolitisk skandale ud af det,« siger han.
Adgang til nærmest »alt«
POL-INTEL er en udgave af Palantirs system Gotham. Palantir-systemet sammenkører, analyserer og visualiserer data fra en række forskellige registre og databaser, som politiet har adgang til. Har man adgang til data i POL-INTEL, har man derfor adgang til nærmest »alt«, forklarer Vasilis Galis.
Det gælder blandt andet politiets sagsstyringssystem POLSAS, Kriminalregisteret, Nationalt Fotoregister med billeder af sigtede, Våbenregisteret, Motorregisteret og systemet ANPG, der registrerer alle biler, som passerer nummerpladescannerne på politiets biler og på udvalgte lokationer rundt om i landet.
Til det kan lægges data, som politiet skaffer ad hoc, for eksempel i forbindelse med aflytninger eller indhentning af lokationsdata fra teleudbydere. Hvilke datakilder PET’s version af systemet, kaldet PET-INTEL, har adgang til, er ikke offentligt kendt.
Den brede adgang til at analysere informationer fra et væld af forskellige registre er årsagen til, at Palantir er blevet betegnet som et ’supervåben’ for politiet. Værktøjet kan bruges til hurtigt at koble personer til et sted, et køretøj eller andre mistænkte i en sag ud fra oplysninger, som er blevet registreret flere år tidligere.
Oplysningerne kan nemt bringes i spil sammen, og koblinger mellem mistænkte, genstande eller steder kan visualiseres på et kort eller via netværksanalyse. Selv om der ikke var tale om ny overvågning, var det alligevel så indgribende over for borgerne, at det blev nødvendigt at vedtage en særlig lov alene for Palantirs analyseplatform.
At kunne søge så bredt på registrerede oplysninger om en enkelt person er også i en række tilfælde blevet misbrugt. Da den tidligere fodboldstjerne Nicklas Bendtner i 2018 var involveret i en voldssag, var 52 ansatte hos politiet eksempelvis inde og kigge på de oplysninger, der var registreret om ham. Ti af dem havde intet med sagen at gøre – og flere blev efterfølgende ifølge DR kaldt til tjenstlige samtaler.
’Danmark er helt uforberedt’
Palantir skriver i en kommentar til Information, at dens ingeniører »kun må interagere med kunders data efter udtrykkelige direktiver fra kunderne og under specifikke retningslinjer for at sikre, at kunderne altid bevarer fuld kontrol over deres data i overensstemmelse med deres sikkerheds- og personalekrav«.
»Palantir indsamler, opbevarer, lagrer, videregiver eller sælger under ingen omstændigheder kunders data til egne formål,« skriver virksomheden.
Der er – så vidt det er offentligt kendt – ingen konkret dokumentation for, at Palantir eller virksomhedens ansatte skal have misbrugt deres adgang til politiets data. På den måde kan bekymringen minde lidt om den, der har omgærdet den kinesiske telegigant Huawei og dens adgang til kritiske dele af det danske telenetværk.
Det kinesiske selskab er underlagt kinesisk lovgivning, som måske ville kunne forpligte det til at hjælpe de kinesiske efterretningstjenester med at spionere mod Danmark og danske interesser. Kritikere – herunder den amerikanske regering – har i den forbindelse særligt peget på den kinesiske efterretningslovgivning, der forpligter »alle organisationer og borgere« til at »støtte, assistere og samarbejde med nationalt efterretningsarbejde i overensstemmelse med lovgivningen«.
Vasilis Galis fra IT-Universitetet mener, at Danmark i den nuværende situation står »helt uforberedt, når det gælder datasikkerhed«.
»Man er meget udsat og afhængig af USA. Man er slet ikke på vagt på samme måde, som man har været over for Rusland og Kina. Men nu er der jo en åben trussel mod dansk suverænitet.«
Udvidede spionagebeføjelser
Også USA har lovgivning, som kan forpligte virksomheder til at bistå de amerikanske efterretningstjenester. Det mest kendte eksempel er Foreign Intelligence Surveillance Act, som giver mulighed for at pålægge leverandører af »elektroniske kommunikationstjenester« at bistå de amerikanske tjenester med at indhente udenrigsefterretninger.
Traditionelt er begrebet ’leverandør af elektroniske kommunikationstjenester’ blevet fortolket som møntet på virksomheder som teleselskaber og mailudbydere. Men sidste år blev definitionen udvidet betragteligt, så den nu omfatter »enhver anden leverandør af tjenester, der har adgang til udstyr, som anvendes eller kan anvendes til at overføre eller lagre trådbunden eller elektronisk kommunikation«.
Man behøver altså ikke have ejerskab over udstyret for at være omfattet af definitionen. Det er nok at have adgang til det. Udstyret behøver heller ikke blive brugt til at kommunikere med. Det er nok, at man har adgang til udstyr, som kan anvendes til blot at lagre elektronisk kommunikation.
Biden-regeringen forsikrede sidste år, at den kun ville bruge den udvidede definition i meget begrænset omfang.
Men den demokratiske senator Ron Wyden, der har været medlem af Senatets efterretningsudvalg i 24 år, advarede om, at enhver amerikaner med adgang til en computer eller en server nu potentielt vil kunne pålægges at hjælpe de amerikanske efterretningstjenester med at spionere. Det kunne for eksempel være en ansat, der blev tvunget til at »indsætte et USB-drev i en server på et kontor, de gør rent eller bevogter om natten«, skrev han.
»Nogle af mine kolleger siger, at de ikke er bekymrede for, at præsident Biden vil misbruge disse beføjelser. Hvad i så fald med præsident Trump? Forestil jer disse beføjelser i hans hænder.«
Den bekymring deler Jacob Kaarsbo, den tidligere chefanalytiker i FE.
»Vi skal tage os i agt,« siger han.
»Trumps definition af, hvad der er kritisk for den nationale sikkerhed, er meget flydende. Han finder bare på noget, der passer ind i hans politiske billede. Det kan han også lige pludselig gøre med henvisning til for eksempel Grønland, og så kan man gøre nærmest hvad som helst over for Danmark.«
Information har spurgt Palantir, om virksomheden i medfør af amerikansk lovgivning ville kunne blive pålagt at facilitere amerikanske myndigheders adgang til data. Det har det ikke været muligt at få virksomheden til at udtale sig om.
Modstander af demokrati
Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening, har været den måske mest vedholdende kritiker af det danske politis indkøb af Palantir-systemet.
For ham kommer det derfor ikke som nogen nyhed, at Palantir-ansatte har direkte adgang til systemet og politiets data.
»Jeg synes generelt, vi skal være bekymrede over POL-INTEL-systemet og over Palantir som virksomhed. For det er et system, der er lavet til masseovervågning, og Peter Thiel har givet udtryk for at være direkte modstander af demokrati,« siger han.
»Med Trump som præsident kommer der så også stigende fokus på en risiko, som i virkeligheden hele tiden har været der: Nemlig at den amerikanske regering kan udnytte brugen af amerikanske servicer overalt i den offentlige sektor, herunder i politiet, til at skaffe sig adgang til data.«
Jesper Lund understreger dog samtidig, at de danske myndigheder generelt er villige til at dele oplysninger med USA.
»Selv om Trump truer med at invadere Grønland, forsøger man jo at opretholde et godt forhold. Det er ikke mit indtryk, at Danmark er tilbageholdende med at dele informationer med USA, hvad end det er i efterretningsregi eller i politimæssig sammenhæng,« siger han.
Det hører også med til historien, at Rigspolitiet har truffet en række sikkerhedsforanstaltninger i forhold til POL-INTEL. Af svaret til Folketinget fra 2021 fremgår det, at de pågældende Palantir-medarbejdere er »sikkerhedsgodkendt og har underskrevet erklæringer om tavshedspligt«. De er desuden »instrueret om, at det kun er tilladt at tilgå data i politiets systemer med videre, når der er et sagligt, arbejdsbetinget behov herfor.«
»De data, der leveres fra kildesystemerne til det såkaldte datavarehus i POL-INTEL, er under dansk politis kontrol og opsyn, idet alt it-udstyr såsom servere med videre er placeret i Danmark på politiets lokaliteter, og al behandling af data håndteres via politiets interne netværk og systemer,« skrev Rigspolitiet og fortsatte:
»Det gælder også den håndtering af data, der forestås af konsulenterne fra Palantir. Konsulenterne herfra kan således kun tilgå POL-INTEL via politiets lukkede netværk på politiets lokationer.«
Rigspolitiet tilføjede, at man logger »al brugeraktivitet i POL-INTEL«, og at der »føres proaktiv kontrol hermed«.
»Rigspolitiet har gjort en del for at begrænse risikoen, men den vil jo altid være der,« siger Jesper Lund.
»Den amerikanske hær og de amerikanske efterretningstjenester har også høj sikkerhed, men det forhindrede ikke Chelsea Manning i at smugle data ud på en Lady Gaga-cd og heller ikke Edward Snowden.«
Jesper Lund ser også en potentiel risiko for, at USA vil kunne forbyde Palantir at fortsætte som leverandør til dansk politi i tilfælde af en eskalering af konflikten om Grønland.
»Det er måske noget, Trump ville kunne gøre som et pressionsmiddel over for den danske regering,« siger han.
Rigspolitiet henviser over for Information til svaret til Folketinget fra 2021. Herudover har man »ikke yderligere kommentarer«. Heller ikke PET ønsker at kommentere sagen.
Danmark køber overvågnings-system for millioner hos NSA-leverandør
Nyt ’supervåben’ skal gøre politiet bedre til at snage i facebookprofiler
Milliardbøder til techgiganter midt i forhandlinger om at undgå handelskrig
Jens læser Information
Måske skulle du også prøve?
Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.
Prøv Information gratis i en måned.
Prøv Information nu





