håndfæstning

I Danmark blev skriftlige valghåndfæstninger udstedt 1320-1660. Af dem udgør 1300-tallets valghåndfæstninger (1320, 1326 og 1376) en samlet gruppe. De var affattet på latin og var forhandlingsresultatet mellem kongen og en rigsforsamling.

Efter en årrække uden håndfæstninger underskrev alle danske monarker fra 1448 og frem til enevældens indførelse i 1660/1661 en håndfæstning. Denne gruppe af håndfæstninger blev til efter forhandlinger mellem konge og rigsråd og var affattet på dansk.

Christoffer 2.s håndfæstning af 1320 var den første, der blev udstedt i forbindelse med et kongevalg. Tidligere havde kongerne ved tronbestigelsen blot afgivet mundtlige, beedigede løfter om deres kommende regeringsudøvelse, senere opstod håndfæstningerne som et supplement til og en præcisering af disse løfter, som fx den overenskomst, Erik 5. Klipping i 1282 gav sine stormænd; se danehof.

Når håndfæstningernes indhold samtidig blev præget af erfaringerne med den forudgående konge, udviklede de sig aldrig til fuldstændige og systematiske forfatningslove, men omhandlede primært monarkens pligt til at respektere og håndhæve privilegier foruden gældende lov og ret.

Med disse ensidige kongelige forpligtelser var håndfæstningernes formål først og fremmest at sætte grænser for kongemagten og at hindre vilkårlighed og overgreb. Hvis kongen krænkede håndfæstningen og ikke lod sig belære, var undersåtterne løst fra deres troskabspligt. Før Reformationen rummede nogle håndfæstninger en oprørsret (modstandsret).

Fra Kalmarunionens tid findes eksempler på fælleshåndfæstninger og på specielt norske håndfæstninger. Efter Sveriges udtræden af unionen underskrev Frederik 1. en dansk og en norsk håndfæstning i henholdsvis 1523 og 1524, og Christian 3.s håndfæstning af 1536 rummer en artikel om Norges ændring fra en selvstændig stat til en dansk provins uden eget rigsråd og kongevalg.

Håndfæstningerne indeholdt nogle bestemmelser om den politiske magtdeling, men de viste sig utilstrækkelige til at sikre rigsrådets magt, da statens virksomhed voksede.

Efter Christian 4.s egenrådige styre måtte Frederik 3. i 1648 acceptere betydelige indskrænkninger i sin magt. Da han i 1660 opnåede arveret, blev håndfæstningen, der var forbundet med valgkongedømmet, erklæret for ugyldig. Dens kassation dannede optakt til enevældens indførelse.

• modstandsret
• rigsråd
• Danmark under reformation og enevælde